Har du også set, at der er en kendt tv-vært, der er blevet millionær på en dag ved at investere i bitcoins? Eller en forhenværende bokser, der har fået håret tilbage ved at stå på hovedet en halv time i en overfrosset kanal?
Der er penge i reklamebranchen, mange penge. Og det tiltrækker nogle mennesker ligesom kolort tiltrækker fluer. Og selv om reklamer i bund og grund er arbejdsomkostninger, der ikke skaber nogen værdier, så er der dog gang i en udvikling, der fører dette til nye højder.
Heldigvis er Danmark et lille sprogområde, så vi kan stadig relativt let gennemskue mange af disse maskinoversatte annoncer (se eksemplerne nedenfor), men der må jo alligevel være lidt penge i skidtet siden det ses mere og mere.
Jeg har bemærket nogle forskellige typer:
- Clickbait: Nyhedsomtale, der kun har til formål at få dig til at klikke på en henvisning fordi du derved kommer til en nyhedsside, med en artikel og med annoncer (som udgiveren så får et lille beløb for at du ser eller klikker dig videre på). Den slags florerer på alt fra BT til diverse hjemmesider med konspirationsteorier.
- Reklamer for “TV-shop” produkter: Du kender godt de produkter, hvor der er investeret mere i reklamen end i selve produktet. Nej, jeg tænker ikke på Coca Cola og RedBull, men “Ny revolutinerende røremaskine i Danmark”, “Sandpapir der gør din hud så blød som en babys”, “Tab dig 20 kg på 7 dage”, o.s.v.
- Phising: Den er værre! Når du klikker på en henvisning, fx i form af en omtale af en artikel, så beder du din PC eller hvad du nu bruger, om at hente noget til dig. Du har altså selv bedt om at få det, der efterfølgende kommer og det gør det lidt vanskeligere for dine beskyttelsessystemer at forhindre, at du får noget software, som du ikke skulle have haft (i modsætning til en hacker, der altid kommer udefra uden indbydelse). Som regel foregår det dog i to trin, sådan at den side du kommer ind på indeholder en formular eller lignende, hvor du skal oplyse dit skonummer, din adresse og om du er hjemme i morgen aften.
- “Lus i skindpelsen”: Spændende henvisninger, der har til formål at få os til at læse falske nyheder/fake news eller konspirationsteorier, som kun har til formål at skabe mistillid til vore demokratiske valgte organer – det kan så være i ond eller god mening.
Som minimum må vi skive os den slags annoncering bag øret som noget, der kun foretages af useriøse firmaer. Hvilket selvfølgelig er noget overraskende, når man ser de annoncer, som Microsoft udsætter os for, hvis vi vil have et spil syvkabale: