Søgemaskiner

posted in: Internet | 0

En søgemaskine hjælper os med at finde det, vi leder efter. Det gør den ved løbende at gennemlæse alt, hvad der findes på internettet og putte oplysningerne ind i en database, som så i virkeligheden er den vi søger i. Læsningen foregår ved hjælp af nogle læserobotter (crawlers) som læser alle kendte hjemmesiders indhold samt prøver yderligere tænkelige og utænkelige kombinationer. Så hvis en hjemmesideejer indsender information til søgemaskinens ejer om “jeg er her” så er den hjemmesideejer foran på point.

Nu findes der rigtigt meget information på internettet og masser kommer til hvert minut, så søgemaskinen – der altså kun måske kender det hele – prøver at hjælpe dig til at kunne overskue disse store informationsmængder ved at prioritere, sortere og filtrere informationen. Denne prioritering benytter (mindst) tre forskellige principper: Penge – Teknik – Indhold:

Penge (betalte annoncer og betalte højere prioritering) er den sikreste metode til at sørge for at en søgemaskine synes bedre om dine informationer end om naboens. Omvendt betyder det, at hvius du er læser, så vil den information, som du får præsenteret som den væsentligste, være den information som er blevet promoveret mest med penge.

Teknik er er relativ neutral prioriterin, men den bygger på hvad søgemaskinens ejer synes er vigtigt: Fx kan et søgeresultat komme højere op i listen, hvis hjemmesiden indeholder henvisninger til mange andre hjemmesider (og det er der ikke meget objektivitet i) men også hvis der er mange andre hjemmesider, der henviser til hjemmesiden (og det lyder som en noget bedre idé).

Indhold benyttes også til prioritering og filtrering og det er straks noget mere problematisk selv om diverse regeringer verden rundt presser på for mere af den slags filtrering. Det mest kendte eksempel var formodentligt at Google indførte filtre, der gjorde at hvis man søgte efter Islamisk Stat så fik man i stedet henvisninger til sider, der problematiserede IS. Det kan de allerfleste af os sikkert sympatisere med, men det er desværre en glidebane: Hvad bliver det næste, der bliver gjort usynligt af søgemaskinerne og – måske endnu værre – får vi overhovedet noget at vide om principperne bag denne usynliggørelse.

Google er den søgemaskine, der benyttes af de allerfleste og det giver Google (eller Googles ejer Alphabet) en enorm indflydelse på verdens informationsflow. At Google så ud over at være en søgemaskine også er en informationsindsamlingsmaskine: Hvad har du søgt efter, hvad søger folk i Danmark efter, Hvad søger man efterfølgende efter når man lige har søgt efter plæneklipper o.s.v. det bidrager blot ekstra til opbygningen af informationsflow på den måde som Google tror vi gerne vil have det.

Monopoler er (også i denne forbindelse) noget meget betænkeligt, så her er en liste over alternative søgemaskiner, som du kan benytte. Bemærk at mange af disse ikke selv søger informationerne frem men benytter information, der er fremsøgt af andre. Jeg benytter altid DuckDuckGo men supplerer den meget ofte med en ekstra søgemaskine. Listen her er i øvrigt primært hentet fra en hjemmeside, der udgiver konspirationsteorier og bekræfter derfor endnu et element ved fake news og konspirationsteorier: Selv om konklusionen er helt i skoven kan der godt være blandet en del sande oplysninger ind i informationen.

  • StartPage – StartPage benytter Google søgeresultater men uden at din søgning indsamles og gemmes. (hjemmehørende i Holland).
  • Searx – En opensource søgemaskine der også beskytter dine peronoplysninger. (Find den på githup: open source.)
  • MetaGer – Endnu en open source søgemaskine (hjemmehørende i Tyskland)
  • SwissCows – Søgemaskine uden indsamling af dine søgedata (hjemmehørende i Schweiz).
  • Qwant – Søgemaskine uden indsamling af dine søgedata (Hjemmehørende i Frankrig)
  • DuckDuckGo – Søgemaskine uden indsamling af dine søgedata (Hjemmehørende i USA)
  • Mojeek – Søgemaskine som har sine egne crawlere og derfor ikke er afhængig af søgeresultater i andre databaser (hjemmehørende i UK).
  • YaCy – Decentraliseret, open source, peer-to-peer søgemaskine.
  • Givero – Søgning kombineres med bidrag til velgørende institutioner (hjemmehørende i Danmark)
  • Ecosia – Søgemaskinens overskud går delvis til plantning af træer (hjemmehørende i Tyskland)
  • Bing – Microsofts søgemaskine (kan vise overskrifter fra Ritzau telegrammer på forsiden).
  • Yahoo – Endnu en kommerciel søgemaskine (som også viser “nyheder” på forsiden)
  • Google – Den søgemaskine alle kender

Ændring af din søgemaskine:

Hvor søgemaskiner oprindeligt var noget man fandt på en bestemt hjemmeside (som fx google.dk) så er brugen af søgemaskinen nu som regel også indbygget i din browsers adresselinje, så du blot kan skrive hvad du er på jagt efter i adresselinjen og så starter søgning derfra. Det betyder, at hvis du vil ændre din søgemaskine, så skal du som regel gøre det to steder: Du skal ændre hvilken side din internetbrowser viser, når du starter den (eller en ny fane) uden indhold og du skal ændre hvilken søgemaskine, der benyttes ved indtastninger i adresselinjen. Begge dele ændrer du i din internetbrowsers indstillinger. De ligger lidt forskelligt i de almindelige internetbrowsere (Edge, Chrome, Firefox, Safari, Brave, Opera, etc), så det vil jeg gå i detaljer med en anden gang, men det plejer at være et ikon som et tandhjul eller 3 prikker og som regel placeret i øverste højre hjørne.