Man skal være forsigtig med ukritisk brug af computere, der har offentlig adgang. DR rapporterer om adskillige tilfælde af identitetstyveri fra bibliotekscomputere, der har haft installeret en keylogger.
Hvis ikke det var så sørgeligt at folk uden egen comput5er har fået stjålet deres opsparing, så er det næsten pudsigt: Keyloggere er så meget old school, at de næsten var gået i glemmebogen. Og så oven i købet en version, hvor data tilsyneladende indsamles til en usbstick, der sidder i computeren. Det burde jo gøre det rimeligt let at opdage, at den er der. Og at fjerne den.
De fleste keyloggere er noget, som du bliver udsat for i forbindelse med et besøg på en inficeret hjemmeside eller åbning af en vedlagt fil i en mail og de sender data hjem til den kriminelle organisation, der står bag og gemmer dem ikke lokalt.
Under normale omstændigheder vil et keyloggerprogram blive afsløret og fjernet af dit antivirus program.
I den konkrete sag er keyloggeren blevet brugt til at aflure NemID login, så tyven har kunnet se hvornår der ville komme et nyt nemid kodekort i postkassen. Af samme grund oplyser NemID ikke længere, hvor mange koder, der er tilbage, men det hjælper nu ikke så meget for tyven kan bare prøve at logge ind tilpas mange gange og så fremprovokere, at der sendes nyt kodekort.
Problemet er lidt et eksempel på et schweizerost-problem: Flere skiver ost har et hul, der så lige ligger så de passer sammen: Hvis ikke nogen havde opfundet keyloggere, hvis ikke bibliotekerne havde glemt at holde øje (digitalt eller fysisk) med deres computere, hvis ikke nogen var for fattige til at have egen computer, hvis ikke NemId havd oplyst antal nøgler tilbage, hvis ikke postkasserne var blevet flyttet væk fra modtageren og hvis ikke tyven havde fået en dårlig og egoistisk opdragelse, så . . .