Red Barnet gør meget for at støtte forældres (og bedsteforældres) muligheder for at hjælpe børn og unge uden om faldgruberne i den digitale verden. Så jeg kopierer lige et Facebook-opslag fra Johanne Schmidt-Nielsen om deres informationsmaterialer:
Kære forældre og kære fagpersoner! Jeg har fået rigtig mange spørgsmål fra jer om, hvordan vi i Red Barnet kan understøtte jeres samtaler med børn og unge om alt det, der foregår i det digitale liv.Det svarer jeg på her. Og hvor er det fedt, at I spørger. For vi skal simpelthen alle sammen blive langt bedre til at støtte og guide vores børn på det her område. Ligesom de skal vide, at de kan komme til os, hvis de har problemer.Så her kommer en liste med en række gode redskaber, som vores dygtige fagfolk har udviklet. Det hele er gratis og nemt at gå til. Del gerne opdateringen her, så budskabet kommer ud til så mange som muligt.Først til forældrene: Vi har samlet inspiration og gode råd til forældre på https://redbarnet.dk/foraeldre/. Der er vejledning til, hvordan man som forældre forholder sig til sine børns digitale liv – og hvordan man kan tale med sine børn om det. Og der er også råd til, hvordan man kan hjælpe, hvis barnet er kommet i problemer.Vi har udgivet podcasten SoMeMorFar. En podcast om børn og unges digitale liv. Her kan I også finde inspiration. Og vi har udviklet en app, der hedder SoMeDigMig. Det er et samtaleværktøj til forældre og børn i alderen 9 til 14 år – hvor forældre og børn på en sjov måde kan få seriøse samtaler om det digitale.På redbarnet.dk/forældre kan man også finde et leksikon, der kan hjælpe forældre med at forstå en masse af de platforme, sociale medier, spil, værktøjer, udtryk og fænomener, som er en naturlig del af børn og unges daglige liv.Og så til fagpersonerne: Red Barnet har udviklet en lang række undervisningsmaterialer til lærere og pædagoger, som understøtter skolerne i arbejdet med digitale medier og sikker adfærd online. På https://redbarnet.dk/skole skal I gå ind på sikkerchat. Her findes undervisningsmaterialer differentieret til indskoling, mellemtrin og udskoling.I kan også finde materiale til pædagoger og lærere, som arbejder med børn på specialområdet – eller bare har brug for en formidlingsform, der er enkel og med høj grad af visualisering. Materialet er udarbejdet til aldersgruppen 11 til 15 år. Men kan sagtens anvendes til yngre børn.Og kære alle, HUSK, at hvis du er barn eller ung og har været udsat for krænkelser på nettet, så kan du få hjælp ved at kontakte Red Barnets rådgivning SletDet! Vi hjælper også gerne forældre og fagpersoner med at hjælpe de unge.Vores psykologer, socialrådgivere og en tidligere specialefterforsker fra politiet sidder klar til at tale eller chatte med jer. Vi giver psykologisk førstehjælp, hjælper med kontakt til politiet, hjælper med kontakt til de sociale medier, og ofte hjælper vi også den unge med at række ud til forældrene.Tak, fordi du læste med!