Det smarte hjem, Internet of Things o.s.v. giver flere og flere muligheder for at kriminelle kan spionere direkte ind i folks hjem. Altså ud over den spioneren, der mere eller mindre åbent finder sted fra producenterne af udstyret.
The Register skriver at to Internet of Things Peer to peer protokoller, CS2 Network P2P og Shenzhen Yunni iLnkP2P, er blevet fundet åbne for hackere. Protokollerne anvendes i millioner af overvågningskameraer, babyovervågning og videodørklokker. Som altid er det nemmest for hackerne hvis brugerne ikke har sørget for at ændre det standard password, som disse enheder leveres med, så husk det nu: Læg altid dit eget password på nyanskaffet udstyr.
Og så er der de “overivrige producenter” som fx Google, der nu igen er blevet afsløret i, at indsamle og gemme informationer fra de lydoptagelser, som foretages fra deres Nest enheder. Altså de enheder, der egentligt skal smide alt, hvad de hører væk, indtil de hører “Hello Google”, har gemt alle de morsomme optagelser, de har kunnet foretage uanset om ejeren ikke har ønsket det. Google beklager. Det er ikke godt nok, Google!
Det her er så til gengæld tilsyneladende ikke ulovligt: Toyota arbejder sammen med Amazon om at indsamle oplysninger om kørestil med henblik på individualiserede præmier. Det troede jeg egentligt man havde i forvejen i form af præmieregulering når forsikringen skal bruges, så det lyder lidt som en formålsløs meromkostning og indsamling af data, der måske kan bruges til noget helt andet.