Det er rigtig praktisk at kunne tage en kopi af sit skærmbillede og sende det til nogen man diskuterer emnet med eller ønsker hjælp fra. Så heldigvis er der også mange enkle måder at gøre det på. Og nogle metoder, hvor du kan gøre ekstra meget ud af det.
Alle der benytter Windows har adgang til det indbyggede Klippeværktøj: Blot klik på søg og skriv klippeværktøj, så dukker programmet op i resultatlisten og du kan starte det med et klik. Med klippeværktøj kan du indramme den del af dit skærmbillede, som du vil tage en kopi af og du kan tilføje simple markeringer for at fremhæve, hvad du ønsker at fortælle. Så længe du ikke har brugt din udklipsholder (klippe-klistre funktionen) til andet, så ligger skærmbilledet her og du kan indsætte det i en mail eller andre programmer med Indsæt eller Ctrl+V, men du kan også gemme billedet som en .png billedfil og vende tilbage til brug af den senere.
Hvis du har behov for et program, der kan lidt mere, fx tilføje effekter, fjerne dele af billedet, kopiere en hjemmeside, der strækker sig ned under kanten på billedet m.v. er der forskellige muligheder for betalingsprogrammer. Mange sværger til Snagit fra TechSmith til ca 400 kr, men du kan også komme langt med Snap fra Ashampoo til 188 kr. Begge programmer giver mulighed for at du også fanger video, som vises på din skærm. Begge programmer kan prøves gratis i et par uger, så du vælger det rigtige.
Den helt enkle metode er at bruge knappen PrintScrn til at tage en kopi af hele dit skærmbillede (eller Alt+PrintScrn for at tage en kopi af det aktuelt markerede vindue). Kopien ligger i din udklipsholder og du kan derefter indsætte det i Paint eller dit foretrukne program til billedbehandling og der tilføje diverse pile, tekster eller fjerne områder. Det samme gælder Windows “nye kippeværktøj”, der aktiveres med Skift + Windowstasten + S
PrintScrn knappen er så herligt enkel en metode til skærmbilledkopiering, at nogle andre programmer har kastet sig over den, fx så kan du installere Dropbox klienten og så vil PrintScrn (og Alt + PrintScrn) automatisk gemme en fil med kopien i din lokale dropbox folder. I Evernote klienten kan du (under Værktøjer – Indstillinger) angive hvilken tastkombination, der skal tage en skærmbilledkopi.
Windows har endnu en skærmbilledoptager, som er praktisk, hvis man fx skal forklare nogen, hvordan man gør et eller andet eller hvad man gør forud for at et eller andet program fejler: Trinoptager (søg efter den med søgefeltet): Den gemmer information om hvad du foretager dig og hvordan skærmbillederne ser ud undervejs.