Matematik for nysgerrige

posted in: Internet | 0

For nogle få uger siden var det stort set uden betydning i den offentlige debat, om man vidste noget eller man troede noget. Selv om stort set alle verdens klimaforskere siger, at vi har et klimaproblem, og vi kan gøre noget ved det, men det haster, så finder mange magtfulde mennesker det af mindre betydning end deres egen tro. Fra Præsident Trump til vores egen dronning. Men det er som om coronavirussen har fået folk til at interessere sig for matematik, simuleringer og naturvidenskab igen. Og selv om der ikke er meget godt at sige om spredningen af Covid-19, så glæder netop den del selvfølgelig sådan nogen nørder som os, der kan finde på at skrive et program bare for at være helt sikre på at 2+2 nu også er 4. Desværre ærgrer det os også lidt, at de videnskaber, der er kommet mest i fokus, er videnskaber, der arbejder med en masse “det ved vi ikke” – endnu eller – præcist. Men som regel er forskere ret hurtige til at indrømme at de ikke kender hele den præcise sandhed.

Noget matematik kan være en lille smule vanskeligt at forstå, men der er også nogen, der er ekstra gode til at forklare den slags. Vi er noget begejstrede for den youtube kanal, der hedder 3Blue1Brown og den er slet ikke dårlig, hvis man gerne vil have en idé om fx Neurale netværk, Fourier transformation eller mere aktuelt interessant: Simulering af spredningen af en epidemi.

Med hensyn til neurale netværk og machine learning, så kan du studere videre i denne gratis online lærebog: neuralnetworksanddeeplearning.com