Microsoft kan finde på mange forbløffende ting, men uopfordrede opringninger for at hjælpe med et problem på din computer, er IKKE en af dem. Opringningen går ene og alene ud på at narre dine kreditkortoplysninger fra dig, enten som en beskeden betaling for supporthjælp eller fordi du skal have en “refund”. Selvfølgelig hopper du ikke i den fælde. Hvis du har rigtig god tid, kan du selvfølgelig trække telefonsamtalen ud, så forbryderen ikke kan prøve at lokke penge fra andre mens han snakker med dig – og det er jo ham, der har ringet op. Hvis du indlader dig på det, så husk, at han er helt afhængig af det, du fortæller ham (for du lader ham IKKE få adgang til at fjernstyre din computer), så du kan irritere ham ekstra meget ved hele tiden at oplyse forkert password m.v. Men du kan selvfølgelig også bare sige til ham, at du da ikke har nogen computer.
Der er folk, som har gjort det en hel sport, at drille disse bondefangere – du kan se en hel del eksempler på 419eater og søg efter scambait på Google, Youtube og Facebook så får du utallige andre.