Med to valg lige om hjørnet bliver det ekstra vigtigt, at kontrollere, de historier, som vi får serveret. Der er et par hjemmesider, hvor du måske vil kunne finde oplysninger om decideret falske nyheder og igangværende kampagner: MandagMorgens side TjekDet og Alliance for Securing Democracy som drives af German Marshall Fund. Hvis du kan stave dig igennem hollandsk, kan du også bruge Leiden Universitets Nyhedstjekker. De fanger slet ikke alt, men det kan være en god idé at holde sig orienteret om de ting, de har opdaget, inden man videresender diverse besynderlige historier.
Du kan også hente hjælp i nogle af artiklerne her på denne hjemmeside – vi har skrevet en del om fake news og hvordan man undgår at plumpe i. Se okedb.dk om fake news.
Uanset om en falsk historie kommer fra en russisk troldehær eller et dansk politisk parti, kan du være nogenlunde sikker på, at historien indeholder nogen grad af sandhed. Det kan så være krydret med lodret løgn eller være vinklet på en måde, der forsøger at efterlade et bestemt budskab, der er i afsenderens interesse. Se fx TjekDet’s gennemgang af CEPOS’ omtale af antal danskere på overførselsindtægt – den viser meget godt, hvordan afsenderen vælger den vinkel, der passer ham bedst (Er der 2,1 mill danskere på overførselsindtægt eller er der 0,7 mill? Eller er det mest interessante måske at tallet er faldet). Eller hvis et politisk parti siger de ønsker at tilføre et bestemt forvaltningsområde xx millioner – men glemmer at sige om det så er større eller mindre end det området får i dag. Eller om evt. kendt udvikling i behovet.
Så der findes ikke nødvendigvis nogen facitliste over, hvad der er sandt og hvad der er falskt. Du er nødt til at bruge din sunde fornuft og ofte grave lidt mere i oplysningerne. Vi anbefaler, at man i det mindste ikke videresender noget uden man selv har læst det hele – og ikke blot reagerer på en fængende overskrift.
Detektor på dr.dk er rigtigt gode til at lave den slags vurderinger, så dem kan vi lære af – og de har endda en online skole til formålet.
Videnskab.dk har udgivet en artikel med eksempler på danske fake news og lidt vejledning til at spotte den slags.
DR har kontaktet Facebook for at henlede opmærksomheden på falske profiler (troll’e): Facebook siger at de også selv løbende fjerner den slags – se DRs artikel.