Nu er direktivet vedtaget. Og vi kan krydse fingre for, at det forhåbentligt ikke går så galt, som nogen af os har frygtet. Se denne artikel på dr.dk om Jimmy Wales’s (stifter af Wikipedia) bekymring og Peter Kofods korte og præcise beskrivelse af problemstillingen på Altinget: Lovgivningen trængte nok til at blive ajourført til nutiden, men det er ikke en hvilken som helst lovgivning, der er en forbedring. Det nu vedtagne direktiv, skulle angiveligt sikre, at de kreative forfattere, musikere m.v. ville få del i tech mastodonternes indtægter og måske kommer det til at ske i et eller andet omfang. Men samtidigt har man fået lavet lovgivning, der i høj grad hjælper mastodonterne med at fastholde deres monopollignende stilling: Krav om indholdsfiltrering er kompliceret og dyrt, og kan kun etableres af de voldsomt store virksomheder.
DR.DK har fulgt op på problemstillingen vedrørende copyright med en artikel om dommen over Pirate Bay (det er 10 år siden) og en artikel om kopieringens historie. Et lille citat fra artiklen: “Den uautoriserede deling og kopiering af musik og film blev altså groft sagt først anset som et større problem, da der med de to mediers kraftigt stigende popularitet pludselig blev store penge at tjene, pointerer kommunikationshistoriker Andreas Marklund”.
Den historiske vinkel på problemstillingen er meget interessant – især hvis man går lidt længere tilbage end DRs artikel. I starten var problemstillingen med kopiering ikke at begrænse den, men at få det til at foregå. Jeg tror, at det var Dronning Victoria af England, der sagde et eller andet med at menneskehedens udvikling forudsætter at vi kan stå på hinandens skuldre og hver ny generation kan bygge videre på de opdagelser, som allerede er lavet. Og det har hun (altså hvis det var hende) så sandelig ret i. Og det gælder såvel viden som kultur. For et par hundrede år siden var komponister ansat af fyrster og de var således sikret deres løn uanset hvor meget deres værk blev spredt. Og fyrsten var formodentligt interesseret i at “hans” musikstykke blev spredt mest muligt – det var jo vand på popularitetsmøllen. Men da nogen begyndte at tjene penge på at trykke nodeblade m.v. så opstod der et ønske fra disse entreprenante distributører, om at tjene bedst muligt på deres arbejde. Senere blev der så også indføjet, at den kreative person skulle have del i denne indtjening, men det var ikke udgangspunktet.
Men i den digitale tidsalder er det ikke længere nødvendigt at have folk stående svedende over trykpressen og distributionen kan foregå stort set omkostningsfrit. Distributionsleddet er altså en unødvendig meromkostning og deres indtjening kan kun fastholdes i form af lovparagraffer. Det var denne tanke, der for 10 år siden lå bag Pirate Bay. Og de tabte.
Hvis EU havde villet sikre indtægter til de kreative personer, så havde de kunnet gøre det meget enklere: Enhver forfatter, komponist, musiker kan anmelde sit værk til et EU register over “værker” og enhver publicist kan enkelt tjekke ét sted om offentliggørelse i uddrag eller helhed er tilladt med eller uden betaling. Det ville passe som fod i hose med tendensen til at mange kunstnere og forfattere udgiver “på eget forlag”. Men det vil selvfølgelig ikke give arbejde til så mange jurister.
