Standardindstillinger i Microsoft Office

posted in: IT skolen, Tips | 0

Når man starter Microsoft Word er skriveindstillingerne altid indstillet til det samme. Og hvis man ikke selv (“selv” betyder i denne forbindelse: Som denne bruger på denne PC – ændringen skal foretages for alle PC og alle de brugernavne, du benytter) har ændret i disse indstillinger, så er det et eller andet, som Microsoft synes er pænt. Men hvis du ikke synes om deres valg af skrifttype og kæmpe afsnitsmellemrum eller lignende, så laver du bare standardindstillingerne om. Det er ret nemt, hvis man bare lige ved hvordan:

Start Word, vælg Åbn og i feltet til filnavn skriver du %appdata%\Microsoft og klikke på Åbn knappen. Nu får du en oversigt over en masse ting som blev installeret sammen med Word – du skal dobbeltklikke på den mappe, der hedder Templates eller Skabeloner – det afhænger af hvilken version, du har. Der finder du en fil, der hedder normal.dotm (kan du ikke se den, så skal du måske klikke i filtype-filteret, så det viser “Alle filer”) – i Office 2003 og tidligere hed den normal.dot.

Nu får du et blankt dokument, hvor du kan foretage de ændinger, som du ellers plejer at lave hver gang Word starter: Skift skrifttype, margin, afsnitsmellemrum, indrykning o.s.v. Når du er færdig klikker du på Gem og lukker Word. Næste gang, du starter Word, starter den lige som du har ønsker. Du kan se Microsofts egen vejledning vedrørende dette her: support.office.com Change-the-Normal-template-Normal-dotm.

Hvis du også vil vælge, hvordan du som udgangspunkt skriver dine emails i Outlook, så kan det også lade sig gøre – det er ikke helt så meget, du kan ændre og metoden er selvfølgelig anderledes: Vælg menuen Funktioner – Indstillinger og fanen Postformat. Her klikker du på knappen Brevpapir og skrifttyper og vælger fanen Personligt brevpapir hvor du finder to knapper til at ændre skrifttypen: Dels for nye mails og dels for besvarelser. Du kan finde Microsofts vejledning vedrørende dette her: support.office.com Change-the-default-font-or-text-color-for-email-messages.

Og når nu vi er i gang: Du kan gøre noget tilsvarende i Excel. Her klikker du på den runde knap øverst til venstre og derefter på knappen Excel indstillinger. Her viser den øverste fane (Populær eller Generel afhængig af version) standard skrifttyper m.v. som du kan lave om. Du finder Microsofts vejledning her: support.office.com Change-the-font-size.