For mange år siden opfandt man Polaroid kameraet, så man kunne tage billeder og se dem straks. Det kunne der være meget logik i, da billedet jo ellers kun befandt sig på en celluloid strimmel inde i kamerahuset. Men med de digitale kameraer og smartphones blev det hurtigt muligt at se billedet straks på en indbygget skærm og så var der mindre behov for at kunne få et papirbillede med det samme.
Men polaroid kameraet eksisterer skam endnu. Fx Polaroid Instant Analog Cam Pic300 (ca 600 kr, 12,50 kr pr foto), der tager analoge 2″ x 3″ (ca 5 x 7,5 cm) billeder. Du får billedet hurtigt, men det varer lidt tid inden du er klar til at tage det næste: Det skal lige viftes tørt og kameraet skal måle lys for styring af blitz.
Polaroid kameraet suppleres af små mobile printere, der kan printe direkte fra en smartphone, fx zinkpaper printerne: HPs Sprocket printer, der udprinter billeder på 2″ x 3″ (ca 5 x 7,5 cm) i 313 x 400 dpi (printerpris ca 1000 kr, papir: 6 kr pr billede – som også kan bruges som klistermærke, pakke til 20) og Polaroid ZIP printer med samme specifikationer, men lidt billigere papir (kr 5,65 ved køb af 30 stk) eller fx den lidt større dye sublimation printer (“inkjet”) Canon Selphy, der printer billeder på 10 x 15 cm i 300 dpi (printerpris ca 970 kr, papir og blæk: 4,75 pr billede, pakke til 36).
Hvis du har brug for sådan en printer, så husk at tjekke at den virker sammen med dit kamera: Sprocket og Zip bruger bluetooth kommunikation og en speciel app, Selphy har flere forskellige valgmuligheder.