Windows 10 skulle ifølge Microsoft være “den sidste udgave af Windows”. Nu har Microsoft så en noget speciel måde at forstå det på, så allerede med den første større opdatering af Windows 10 lavede de lidt om i brugergrænsefladen og fjernede blandt andet et program, så vidt jeg husker “Kids Corner” som forældre kunne bruge til at sætte et begrænset miljø op til deres børn. For der var “ikke ret mange” der brugte det. Mon det var 1.000, 10.000, 50.000? For de, det drejede sig , har det nok været en anelse irriterende. For Windows 10 opdateringer kan jo ikke slås fra.
Og nu er der så igen en større – og tvungen – opdatering af Windows 10 på vej: Brugergrænsefladen bliver igen ændret. Microsoft vil have Windows 10 og en smartphone til at minde mere om hinanden. Har de ikke prøvet det før? Det var lige præcis det, der gjorde Windows 8 til en eklatant fiasko!
Og så vil de øge gennemsigtigtheden af de aktive vinduer. Hvis der er noget jeg hader, så er det, at jeg ikke kan se hvor det aktive vindue starter og slutter, så jeg klikker på menupunkter, der tilhører et andet vindue. Det kan ikke udelukkes at der med den nye opdatering også vil være forbedringer – men jeg tvivler.
Microsofts forhold til deres brugere og til brugernes produktivitet har efterhånden udviklet sig til en katastrofe.
Mere om den næste version: TechRepublic Windows 10 next big update