En gang i mellem har man af uransagelige årsager fået lidt rigeligt med mails, som ikke er blevet enten slettet eller lagt på plads i en undermappe. Så når man har et par hundrede mails i indbakken, der skal sorteres, kan det være rart med nogle hjælpemuligheder.
Uanset hvilket mailprogram, du bruger, vil du kunne sortere efter afsender (hvis du bruger gmail eller andet webmail program er det lidt anderledes: Du kan søge efter bestemte afsendere og tildele dem en kategori) og på den måde hurtigt få fundet alt, du har modtaget fra fx et familiemedlem og ved at markere dem alle (klik på den første og derefter hold på Skift mens du klikker på den sidste) og træk derefter alle de markerede mails over i en relevant undermappe.
Men hvis du får mails fra mange forskellige afsendere, som alle gerne skulle ligge i den samme undermappe kan det være lidt besværligt på denne måde. Man kan selvfølgelig trække dem over i undermappen en for en, men her er en lidt hurtigere metode:
Sørg for at din papirkurv er tom. Gå nu alle dine mails igennem og de mails, du skal have over i en bestemt mappe sletter du ved at trykke på Delete tasten. Når du er færdig åbner du papirkurven, markerer alle mails (Ctrl+A) og trækker det hele over i den mappe du vil have dem lagt ned i.
Du kan også være konsekvent og sortere dine mails allerede når du modtager dem. Både Outlook og Thunderbird har mulighed for at oprette regler, der automatisk lægger fx alle mails fra en bestemt afsender i en bestemt mappe. Du kan finde Microsofts vejledning til brug af regler her: support.office Håndtere-mails-ved-hjælp-af-regler og her kan du læse om det tilsvarende i Thunderbird: organize-your-messages-using-filters. Mac Mailprogram indeholder såkaldte Smartpostkasser, der egentligt ikke flytter de enkelte mails men blot viser de mails, der opfylder bestemte (relativt simple) regler.