Microsoft Office er den bedste suite af kontorprogrammer, der findes. I hvert fald til Windows. (Office findes til Windows og til Mac OSX) Microsoft Office kan anskaffes på forskellige måder:
- Office 365: Programmerne lejes for et år ad gangen og er altid opdaterede til nyeste version. Alle Officeprogrammer indgår. Ca pris pr år: 490 kr incl. moms (Der findes også en udgave til ca 700 kr som må installeres på 5 enheder i hjemmet). Office 365 Business er dyrere, men kan licenseres helt ned til en måned ad gangen (ca 100 kr).
- Office license: Der er forskellige licenspriser for virksomheder, offentlig administration og uddannelsesinstitutioner og der kræves en minimumsanskaffelse, typisk 5 stk. Man kan anskaffe licens til brug samt betale for løbende opdateringsret. Der kan vælges mellem Office Standard (virksomheder, licens til brug ca 3.650 kr) og Office Professional Plus (ca 4.980 kr).
- Office Retail (Box/Download): To udgaver som begge er til anskaffelse til evig eje Home and Student, der ikke indeholder Outlook og ikke må bruges kommercielt til 1.100 kr (uændret siden juni 2016) og Home and Business med Outlook og uden anvendelsesbegrænsninger 2.150 (pr febr. 2019 – prisen var 1.940 kr i juni 2016 da denne artikel blev skrevet første gang ).
Microsoft Office indeholder en del funktioner, som jeg ville have vanskeligt ved at undvære, men for ganske mange PC brugere er en Microsoft Office pakke rent “overkill” og størstedelen af dens muligheder vil aldrig blive taget i brug.
For brugere med den slags mere almindelige behov findes der en række billigere eller helt gratis alternativer:
Office Online: Microsoft Office findes i en gratis web-baseret version. Kan ikke helt det samme som Office, men tilstrækkeligt for de fleste.
Libre Office er for tiden det mest populære valg. Det er en videreudvikling af OpenOffice.org og findes på dansk til Windows, Mac OSX og Linux.
Apache OpenOffice er også ganske populært. Det er også en videreudvikling af OpenOffice.org og findes på dansk til Windows og Linux.
FreeOffice (Windows, Linux og Android) er en gratis udgave af Softmaker Office (ca 520 kr). Den har lidt bedre kompatibilitet med Microsoft Office filer, men findes ikke på dansk. Der er en anmeldelse her: techrepublic finally-theres-an-open-source-drop-in-replacement-for-ms-office)
Ability Office 30 dages gratis prøve version, ellers ca 260 kr. Pro udgaven (til ca 300 kr) indeholder også et database værktøj – ikke som Microsoft Access men ganske brugbart. Kun til Windows.
Google Docs: Web baseret og gratis tekstbehandling og regneark på dansk.
Zoho: Web baseret tekstbehandling, regneark m.v. og frem for alt programmerbare databaser. Gratis i begrænset omfang, udvidet anvendelse kræver abonnement
IBM Lotus Symphony: Findes ikke længere (man fristes til at sige “efter god IBM standard”)