Mere sikker opførsel på internettet

Et installeret og opdateret antivirusprogram beskytter dig mod mange af de farer, der lurer på din PC. Men ikke mod dem alle. Dels kan en virus være så ny, at antivirusprogrammerne endnu ikke er blevet opdateret til at kende den og dels så kan du selv ved at klikke på diverse henvisninger indirekte fortælle antivirus programmet, at du altså godt ved, hvad du gør og gerne vil have lov.

Så selv med det bedste antivirus program installeret bør du udvise forsigtighed, når du bevæger dig rundt på internettet. F-secure (antivirus producent) har lavet 11 tips her. Det er en noget blandet landhandel og især nr 11 er vigtig: Tænk dig om inden du klikker på noget.

Her er lidt supplerende vejledning vedr. farerne ved at klikke på noget, der ser tilforladeligt ud – det er som bekendt ikke alt, der glimter, der er af guld:

Kontroller en henvisning inden du klikker på den! Du kan have modtaget en mail med en henvisning til yderligere informationer eller du er på en hjemmeside, der henviser til noget interessant (som fx min henvisning ovenfor til 11 tips), men en henvisning kan godt gå et andet sted hen, end du forventer. Her er fx en henvisning til vores hjemmeside www.infoshare.dk. Prøvede du? Så fandt du ud af at den gik til dr.dk. I de allerfleste programmer (Mailprogrammer som Outlook, Thunderbird etc og internet browsere som Firefox, Chrome, Internet Explorer m.fl.) er det muligt, at pege på en henvisning med musen og så se hvor den går hen inden man klikker, typisk i nederste venstre hjørne. I andre programmer kan man højreklikke på en henvisning og få oplyst hvor den går hen. INDEN man klikker på den.

Se fx denne mail, hvor knappen [Gå til siden] henviser til siden https://partner.hp.com/group/upp-sbso/my-rewards-program.

Ashampoo_Snap_2016.01.15_16h43m39s_009_

Tilsvarende skal du heller ikke tro på, at afsenderen af en mail nødvendigvis er den, som dit mailprogram viser i afsender feltet. Der kan sagtens stå “Din bankrådgiver” selv om mailen er sendt fra obscur.person@illegal.dk. Det kan være lidt besværligt at afsløre hvem afsenderen er og det er forskelligt fra mail-program til mailprogram. Du skal have fat i “brevhovedet”. I gmail kan du vælge “Mere”-menuen øverst til højre (en lille pil ned) og vælge “Vis oprindelig”. I (nogle versioner af) Outlook kan du højre-klikke på mailen i oversigten og vælge “Meddelelsesindstillinger”. I Thunderbird kan du aktivere menuen øverst til højre (Tre vandrette streger) og vælge Vis / Meddelelseshoverder / Alt.

En sidste advarsel mof at klikke ukritisk: Hvis du fx søger med Google eller en anden søgemaskine efter en bestemt vare eller et kendt og sikkert program, så får du en resultatliste – men det er ikke sikkert at resultatlistens øverste henvisning er den “bedste”. Der er nogen, der har råd til at betale for at stå højt i listen og de kan have klargjort en speciel udgave af programmet, som indeholder lidt mere end du forventer. Så tjek resultatets oplysninger om hvilken internetside, den har fundet (I Googles hitlist står det med grønt under resultatets overskrift)

Her har jeg søgt efter hp blæk, men jeg skal ned til det 4. resultat inden jeg finder en side, der tilhører HP (De øvrige viste sider er dog uskadelige).

Ashampoo_Snap_2016.01.15_17h17m29s_012_