“Jeg synes min PC er blevet så langsom”. Det har vi hørt mange gange. Og der er flere grunde til, at det godt kan være rigtigt:
- Fysisk skade på PCen
- Virus og andre skadelige programmer
- Nyttige, men krævende programmer
- Forringet Windows ydelse
Der er nogen ting, som du selv kan gøre, og lad os se på dem indenfor hver af de ovennævnte områder. Og til slut får du et par tips om, hvordan du også kan gøre din PC kraftigere.
Fysisk skade
Det er faktisk ikke særlig sandsynligt – de fleste skader på PCens hardware vil betyde, at den slet ikke kan starte. Men der er en undtagelse, som du selv hurtigt kan tjekke: Bliver PCen unormalt varm? Så er det sandsynligvis fordi, der har samlet sig for meget støv i PCens kølesystem, så selve regnenheden (cpu’en) ikke køles tilstrækkeligt og det nedsætter dens ydeevne. Det kan være vanskeligt selv at gøre noget ved det, men en støvsuger ført hen over diverse åbninger på PCen kan måske hjælpe lidt. Det er vigtigt at undgå situationen, så: Brug aldrig din bærbare PC ovenpå bløde og støvende underlag (som fx dyner).
Virus og andre skadelige programmer
Du har selvfølgelig installeret et opdateret antivirusprogram, men måske er der alligevel kommet et eller andet utøj ind på PC’en. Det kan være ganske omfattende at lede efter den slags, men der findes et program, som kan hjælpe med at finde det allermeste med en enkel (men tidskrævende) scanning af alle filer på PCen: Hent og installer Malwarebytes (gratis version) her og lad programmet scanne din PC igennem. (Henvisningen starter download af en installationsfil. Den skal du derefter starte med et dobbeltklik på filen i mappen Overførsler og når programmet er installeret foreslår det selv at køre en scanning og det er lige hvad du vil) Der findes flere andre, men Malwarebytes er et af de bedste til at finde og uskadeliggøre “malware” (“kendte skadelige programmer og potentielt uønskede programmer”)
Nyttige men krævende programmer
Vi får oftere og oftere tilbudt forskellige nyttige hjælpeprogrammer og internet-tjenester, som vi enten uforvarende eller med vilje siger ja tak til. Et par eksempler:
Automatiske opdateringer: Du har fået en ny HP printer og under installationen af printerprogrammet siger du ja tak (faktisk er det omvent: du undlader at sige nej tak) til automatisk opdatering af printer-softwaren (driver opdatering). Herligt. Det er jo automatisk. Ja, men det betyder at din PC en gang om dagen kontakter HPs servere – i konkurrence med tusinder af andre brugere, der gør det samme – og spørger om der er opdateringer til printerdriverne. Og det sker da at HP laver nye driverversioner, men som regel går der år imellem og hvis din printer virker, hvorfor så hente en opdatering? Og nu er det jo ikke kun din HP printer, der leder efter opdateringer, men mange andre programmer på din PC gør det samme. Og ikke mindst Windows selv. Og nogle, fx Windows, har rent faktisk jævnligt opdateringer, så hvis du ikke har brugt din PC et stykke tid kan du opleve at den er endog meget langsom når du tænder den – den skal lige have tjekket og hentet opdateringer fra flere uger. I den situation er der kun en ting at gøre: Vente. Det bliver bedre når Microsoft er færdig med at “låne” din PC. Et godt råd: Hvis du har installeret et interessant program eller en ny printer og senere har tabt interessen eller kasseret printeren, så afinstaller programmet / printeren. Du kan fjerne programmer i kontrolpanel (Startknap – vælg Kontrolpanel) med indstillingen “Programmer og funktioner”.
Online tjenester: Du har hørt om Dropbox som et smart sted at sikkerhedskopiere og/eller dele dine billeder m.v. Eller noget andet tilsvarende. Og måske har du endda installeret flere af dem. Det er jo herligt med kopier i “skyen”. Men for at den slags skal virke, så skal indholdet af din PC og det der ligger i “skyen” synkroniseres og opdateres og den slags bruger kræfter på PC’en. Nogle af disse “sky-tjenster” installeres på din PC så det optræder som om, det er en ekstra harddisk inde i din PC. Og det er jo nemt at bruge. Men det kan betyde at dit antivirusprogram får lyst til at kontrollere filerne i skyen for virus – og det er noget mere langsommeligt end kontrollen af filer på din fysiske harddisk. Så vær tilbageholdende med, hvad du bruger af gratis tjenester i skyen og hvis du har installeret noget, du ikke bruger, så fjern det igen.
Forringet Windows ydelse
Windows bliver langsommere med tiden. Der er endda mange edb-folk, som jævnligt helt sletter deres PC og installerer Windows forfra. Det er nok lige lovligt omfattende for almindelige brugere – det er jo ikke kun Windows, der skal installeres igen, men alt hvad man har lagt ovenpå: Office programmer, antivirus, printere, java, Adobe Reader, Flashplayer o.s.v. o.s.v. Og så selvfølgelig sikkerhedskopien af dine egne data. Men et par ting, kan man dog gøre for at forbedre PCens ydeevne:
1. Defragmentering af harddisken. Windows 7 vil automatisk gøre dette engang imellem, men den vil typisk være indstillet til at gøre det om natten – hvis den er tændt. Så gør det manuelt: Klik på Startknappen nederst til venstre, Klik på Computer, Højreklik på Harddiskdrevet “C” og vælg Egenskaber fra den menu, der vises. Herefter vælger du fanen Funktioner og klikker på knappen “Defragmenter nu”. Klik på harddiskdrevet C: og derefter på knappen “Defragmenter nu”.
2. Geninstallation af udvalgte programmer: Der kan selvfølgelig være opstået en mindre fejl i et af dine programmer og hvis det fx er antivirus programmet, så kan det påvirke hele ydelsen af din PC. Så hvis du synes, at nu bliver det da for dårligt, så prøv at afinstallere din antivirus og installer det igen. Hvis du selv har gjort det oprindeligt, så ved du nok hvordan, og ellers så må du spørge nogen (eller vente til vi kommer med en vejledning her for netop dit program).
3. Oprydning af Registry: Registry er en bestemt del af PCens harddisk som indeholder oplysninger om alt muligt. Hvad du sidst har set på, hvilke proigrammer, der er installeret, hvilket program, der skal bruges til hvilken filtype, licenskoder o.s.v. o.s.v. Det er altså noget, der skal bruges igen og igen når PCen bruges. Og Registry har det med at blive “forurenet” af ting, der ikke er blevet ryddet ordentligt op m.v. Så det kan være en meget god idé at rense registry. Der er masser af “Speed up my PC” programmer, der gør netop det for et ganske lille beløb, men lad (som hovedregle) være: Mange af dem installerer andre ting, som ender med at gøre tingene være. Brug det gratis Ccleaner fra Piriform. Hent installationsprogrammet, kør det (installerer Ccleaner) og start Ccleaner og vælg Registry.
Gør PCen kraftigere
I “de gode gamle dage” var det mere almindeligt at man udskiftede dele af sin PC for at gøre den kraftigere. Og derved genbrugte alt det, man ikke udskiftede. Men nu skifter man som regel hele PC’en til en ny fordi det er billigere. Men der er dog to PC forbedringer som ikke koster nær så meget som en ny PC:
Ekstra hukommelse (RAM): De fleste PCer har plads til, at man kan sætte ekstra RAM i dem. Og især hvis PCen oprindeligt har haft lidt for lidt RAM eller man ofte har mange åbne programmer eller arbejder med store billedfiler, så kan det hjælpe meget. Og for de fleste PCer er det en ret enkel proces: PC’en lukkes op, man finder en ledig sokkel til sin nye RAM og sætter den og lukker igen. Det er faktisk hurtigere at udskifte RAM end det er at finde den rigtige type, der skal bruges. Og selve RAM klodsen koster betydeligt mindre end arbejdslønnen, fx 4 GB til 250 kr + en halv times arbejde. Du kan få en idé om, hvorvidt det kan hjælpe med mere RAM, ved at klikke på Startknappen, højreklikke på Computer og vælge Egenskaber. Ca midt på siden står der “Installeret hukommelse” og hvis tallet er 2 GB eller mindre vil det ofte være en god idé at få tilføjet ekstra RAM. En mere nøjagtig vurdering kan du få ved at starte Jobliste (Task Manager): Højreklik på proceslinien i bunden af skærmen (et sted hvor der ikke er vist et kørende program eller en genvej til et program – du kan også holde på Ctrl+Alt tasterne og trykke på Delete tasten) så får du en menu, hvor du kan vælge Start jobliste. Klik på fanen Ydeevne og sammenlign hvor meget hukommelse, du har (Fysisk hukommelse, samlet) med hvor meget du bruger (den nederste grønne oversigt) – eller læs antal procent Fys. hukommelse i den allernederste linie.
Hurtig harddisk (SSD): Alle dele af Windows, alle de programmer du bruger, alle dine billeder, dokumenter og mails ligger på din harddisk og skal hentes fra den, når du skal bruge det. Så harddisken er en ret afgørende faktor for hvor hurtig din PC er. En harddisk i en stationær PC kører som regel med 7200 rpm (omdrejninger pr min), mens den i de fleste bærbare kører med 5400 rpm (for at spare strøm). Det giver i sig selv en langsommere hentning på en bærbar (7200 er 33% hurtigere end 5400). Men nu kan man få voldsomt meget hurtigere SSD diske, der slet ikke er diske – det er hukommelsesteknologi, der lader som om det er en disk. Man kan også få en kombination kaldet SSHD: Det giver større diskkapacitet uden at det koster så meget som en stor SSD. Se en Youtube sammenlignings-video her. SSD og SSHD er noget dyrere end almindelige harddiske og udskiftningen er også mere omfattende end udskiftning af RAM, da alle programmer og data på din PC skal kopieres over på den nye SSD disk på den rigtige måde. Typisk priseksempel: 120 GB SSD: 585 kr + en times arbejde.