Microsofts aggressive markedsføring af Windows 10 har måske fået dig til at foretage en opgradering fra Windows 7 til Windows 10 som du meget gerne ville være foruden. Fortvivl blot ikke, du aflange ansjos – det er nemt. Hvis blot du reagerer inden 31 dage. Det tager lidt tid, men hele processen er automatisk:
Klik på Windows knappen i nederste højre hjørne, vælg Indstillinger, vælg Opdateringer og sikkerhed, vælg genskab (recovery) og vælg Gå tilbage til Windows 7. Og så venter du blot mens Windows 10 fjerner sig selv og lægger Windows 7 tilbage på plads. Der ligger en (engelsk) video her, der viser hvordan.
Det er straks meget værre, hvis der er gået mere end 31 dage: Så er du nødt til at geninstallere den oprindelige Windows 7 på din PC:
- Find dit Windows 7 installationsmedie (Det kan være DVDer du selv har lavet, DVDer der fulgte med PC’en eller det kan ligge på din PCs harddisk i en recovery partition)
- Tag en sikkerhedskopi af alle dine data på PC’en: Dokumenter, billeder, regneark, internet genveje og mail. Og hvad du nu ellers har.
- Find installationsmedie og licenskoder til alle de programmer, du har installeret på PC’en.
- Og find endelig en halv dag, hvor du ikke skal lave andet.
Der kan være mange rigtigt gode grunde til at du ikke ønsker at beholde en Windows 10, som er blevet installeret i utide, fx:
- Microsoft har support på Windows 7 frem til 2020 og inden da har du nok alligevel købt en ny PC, der bliver leveret med den nyeste version af Windows – og helt sikkert kan køre godt med den.
- Microsoft tjekker at din PC kan køre Windows 10 inden de tvangsfordrer dig med den. Men dels så har jeg set denne kontrol tage fejl, dels er det jo ikke sikkert, at Windows 10 kører særlig godt og dels så tjekker Microsoft ikke om din printer virker, om alle dine programmer virker o.s.v.
- Du synes at du rimeligt nemt kan finde rundt i Windows 7 og har ikke noget behov for at bruge de lyse sommernætter i at sætte dig ind i en ny version af Windows, hvor de programmer m.v. du har brug for er blevet gemt godt af vejen.
- Du troede at Windows 10 ville være hurtigere end Windows 7, men det var den ikke (se vores målinger).
- Du vil simpelthen ikke finde dig i, at Microsoft med Windows 10 indsamler en masse oplysninger om, hvordan du bruger din PC. Dels rager det ikke dem og dels så belaster det jo din internetforbindelse.
Hvis du før Windows 10 havde Windows 8 eller 8.1 kan jeg ikke komme i tanker om grunde til ikke at få det opgraderet til Windows 10: Windows 8 og 8.1 var simpelthen Microsofts indtil videre største fejlskud.
For at læse mere om for og imod Windows 10 kan du søge efter Windows 10 i søgeboksen øverst til venstre.